“Tine og Cheferne”
Lyt til podcasten her
Sikker, alsidig og rutineret moderator, ordstyrer og vært
Med hundredvis af konferencer, møder og seminarer i bagagen, tør jeg efterhånden godt kalde mig en af landets mest erfarne moderatorer. Jeg har en meget varieret kundeflok, der omfatter virksomheder, organisationer, offentlige myndigheder og alt derimellem, og jeg kaster mig over alle emner med en blanding af nysgerrighed og bred indsigt.
Det centrale i min butik er det gode selskab. Publikum skal føle sig trygt ført igennem programmet, alle skal komme til orde, budskaberne skal ud over scenekanten, holdninger og perspektiver udveksles, og undervejs skulle vi alle sammen gerne lære noget nyt og gå inspirerede videre.
Jeg indgår gerne som sparringspartner i tilrettelæggelsen af arrangementerne og kommer med input til forløb og indhold, og jeg gennemfører både paneldebatter, præsentation af oplæg, personlige interviews, podcast og tv-opgaver.
Jeg arbejder på dansk, engelsk, fransk og spansk.
Baggrund:
Siden 2018 har jeg drevet min egen virksomhed med alle former for værtskab. Jeg har snart været i alle landets konferencesale, forsamlingshuse, folkemødetelte, podcaststudier, på store og små scener og i tv-produktioner i stort set alle genrer.
Før det var jeg ansat på DR i et par årtier, og undervejs var jeg vært på TV AVISEN, DR2 Udland, Profilen, Temalørdag og P1Debat. Jeg har også været vært på både indsamlingsshows, valgdebatter, statsministerdueller, store politiske og kongelige begivenheder i ind- og udland og sågar et satireprogram.